Tidligere sagde man, at man går til lægen med de problemer,

der kan løses, og til præsten med dem, der ikke kan løses.

​

Af Lone Vesterdal & Inger Uldall Juhl

​

Vi kender det gode samarbejde mellem præst og læge fra hospitalerne, hvor hospitalspræsten har været en kendt funktion i Danmark i mange år. Mange patienter har haft stor glæde af at tale med en præst inden for hospitalets fire vægge, når de er blevet eksistentielt ramt, og læger og sundhedsprofessionelle har haft stor nytte af at bliver superviseret af præsten om eksistentielle problemstillinger, som de har oplevet i deres professionelle virke. 

​

Mange mennesker kender i dag til den mulighed og det tilbud, som hospitalspræsten udgør. Imidlertid står det anderledes til med kendskabet til muligheden for at tale med præsten i sognet. Muligheden for sjælesorg udenfor hospitalet er ligeså vigtigt som indenfor hospitalet, men vores erfaring gennem foredragsvirksomhed er, at dette tilbud ikke er særligt kendt.

​

Det meste af vores liv befinder vi os forhåbentligt ude i samfundet og kan have glæde af at vide, hvor vi går hen, når livet føles svært. Når vi bliver eksistentielt ramt, når vi mister vores kære, bliver syge eller vores nærmeste bliver syge, når vi bliver skilt, bliver ramt af ulykke, og når vores liv af mange andre grunde ikke rigtig lykkes. Det kan være et forældrepar, der af forskellige grunde mister kontakten til deres yngste barn, eller en ung mand, der mister sin bedste kammerat i en motorcykelulykke. De fleste af os bliver skrækslagne og måske handlingslammede, når ulykkerne slår ned, og vi bliver ramt af tab og traumer og rystes i vores grundvold.

​

Vi kan alle blive ramt af livets meningsløshed, og når vi ikke føler vi slår til og ikke kan løse problemerne, kan vi blive ramt af følelsen af magtesløshed. 

​

Hvor går vi hen som mennesker, når udfordringer ikke kan løses ved at tale med vores nærmeste familie og venner, og vi har brug for hjælp til at komme overens med tilværelsen? Tidligere sagde man, at man gik til lægen med de problemer, der kunne løses og til præsten med dem, der ikke kan løses.

 

Den tidligere sogne-og hospitalspræst, sjælesørger, forfatter og foredragsholder Preben Kok siger det således: ” Lægen følger patienten ud i det store hav til navlen, hvor vi fortsat kan bunde.  Psykologen tager patienten med ud til tredje revle, hvor vandet går til halsen og hvor man endnu kan trække vejret, mens præsten tager patienten med så langt ud i det oprørte hav, hvor man ikke længere kan bunde”. Vi kan udtrykke det således, at vi går til lægen, når vi mener, at hun eller han kan hjælpe med at fikse vores problemer, til psykologen, når vi ønsker redskaber til selv at fikse vores problemer og til præsten, når vi har erkendt, at problemerne ikke kan fikses.

 

Forfatterne af denne artikel er henholdsvis sognepræst og praktiserende læge i Kolding. Vi har erfaret, at når vi taler som præst og læge ved foredrag om eksistentielle emner, så er der fulde huse og ikke siddepladser nok til alle. Hvad holder vi foredrag om? Vi fortæller om de muligheder for hjælp vores medmennesker kan få hos henholdsvis præsten og lægen.  Vores medmennesker har stor lyst til at deltage aktivt og spørge ind til de emner, som vi berører. Det kan være: ” Er jeg selv skyld i min sygdom ”, ”Stress, skam og skyld”, ”Tab og aldring ”, ”Tilgivelse, forsoning og håb” og mange flere.

 

Tidligere var Danmarks første universitet i København primært bygget op omkring det teologiske fakultet, og i sognet var præsten og lægen den samme person. I foredragene fortalte vi om udviklingen i relationen mellem præsten og lægen fra gamle dage og til i dag. Vi blev opfordret til at gå videre med projektet, så derfor er vi i gang med at skrive bogen: ” HER GÅR GRÆNSEN- OG DEN ER FRUGTBAR”.

​

Bogen vil udfordre grænsen mellem medicinsk og teologisk praksis. Gennem flere eksistentielle problematikker vil vi bringe vores fag i spil og undervejs svare på: Hvad kan vores fag hver for sig, og hvad kan vi, når vi går sammen? Vi ønsker at åbne døren mellem præstens og lægens konsultationsværelse, således at patienten oplever større sammenhæng, højere grad af livskvalitet og mulighed for støtte og vejledning i livets svære stunder.

 

Vi forestiller os, at det kunne blive legitimt, at præsten og lægen kunne henvise til hinandens ekspertiser. Det kan være præsten, som længe har haft sjælesorgs samtaler med en ældre kvinde, der på uventet vis har mistet sin kære ægtefælle gennem 50 år. Præsten kan over tid konstatere, at kvinden ikke får det bedre, men bliver tiltagende trist, træt og isolerer sig, også for hendes nærmeste. I denne situation kan præsten opfordre til, at kvinden søger sin egen læge med henblik på råd og eventuelt medicinsk behandling.

 

Omvendt kan der hos lægen findes en tilsvarende kvinde, som ikke kan komme ud af meningsløshedens mørke. Hvorfor var det min mand, der skulle dø og så på den måde? Kunne der have været gjort andet og mere? Hvori består min egen skyldfølelse? Hvad kan jeg egentlig forvente af dette liv?  Her kan lægen måske spørge ind til spirituel og religiøs praksis og muligheden kan være, at fortælle om præsten, der udøver sjælesorg. 

 

Gennem vores samarbejde som sognepræst og praktiserende læge kan vi se, hvor stor en længsel og efterspørgsel dette frugtbare område har for det enkelte medmenneske. Det er vores beskedne håb, at vi med vores foredrag og bog kan være med til at skabe yderligere lys og debat om præstens og lægens fagområder som to virkeligheder, der supplerer hinanden og som tilsammen er med til at udvide vores forståelse af verden og os selv i den.

​

Lone Vesterdal er sognepræst i Bramdrup Kirke.

Inger Uldall Juhl er praktiserende læge i Kolding.

​

​