Ved praktiserende læge Inger Uldall Juhl, Klinik Vase, Juhl og Hansen, Kolding; sognepræst Lone Vesterdal, Bramdrup Kirke, Kolding og Karsten Thomsen, sogne- og hospitalspræst, ph.d studerende, SDU/Health.

​

1. Eksistentiel og åndelig omsorg.

​

I de senere år er eksistentiel og åndelig omsorg i stigende grad blevet sat på dagsordenen i sundhedsvæsnet. Det er sket, ikke mindst, ved hjælp af hospitalspræsternes kvalificerede medspil i klinikken som ressource personer på området, og er en udvikling der har været hjulpet godt på vej af Folkekirkens satsning på en numerisk såvel som uddannelsesmæssig styrkelse af præster i sundhedssektoren. 

 

Ikke overraskende har omsorgsfeltet haft størst bevågenhed i forbindelse med den palliative indsats og på hospice. Det er der historiske grunde til. Behovet for åndelig omsorg blev først fremhævet af pioneren Cicely Saunders, grundlægger af hospice-bevægelsen i England, der med sin konception af Spiritual Care også stod fadder til begrebet Total Pain. Total Pain er siden blevet et veletableret begreb der anlægger en helhedsbetragtning på omsorg for og dækning af patientens somatiske, sociale, psykologiske, åndelige og eksistentielle behov. 

​

I den danske litteratur er betegnelsen "åndelig og eksistentiel omsorg" blevet almindelig som betegnelsen for den omsorg, der både omfatter den specifikt religiøse omsorg og hensynet til de eksistentielle spørgsmål og bekymringer, der kan opstå hos ethvert menneske, uanset om disse spørgsmål og bekymringer hos den enkelte er mere eller mindre eller slet ikke præget af religiøse aspekter. Internationalt benævnes ressourcepersoner i feltet Spiritual Care som chaplaincy og inkluderer præster, diakoner, imamer, rabbinere, filosofer, humanister m.m.   

 

Hospicebevægelsens arbejde med åndelig omsorg

​

Hospicebevægelsens arbejde med åndelig omsorg har bl.a. tjent til at synliggøre en historisk linje tilbage til middelalderens hospitaler (hospice), hvor sygepleje, medicin og religion blev udøvet i en selvfølgelig helhed. Det var den gamle helhedskulturs menneskeopfattelse der satte dagsordenen, og hvor man med selvfølgelighed opererede med en åndelig dimension af det at være menneske. Især i moderne vestlige samfund er det menneskesyn under pres. Dels af det naturvidenskabelige verdensbillede der implicit frembærer kimen til et materialistisk menneskesyn i sig, dels af det postsekulære samfunds ambivalente og fluktuerende eksistentielle meningsafsøgning. Med medicinens og efterhånden også sygeplejens løsrivelse fra religion, og frem til læge- og sygeplejens opbygning som videnskaber med vægt på især naturvidenskab blev det den helbredende dimension der vandt indpas. Mens det lindrende aspekt, og til dels også i nyere tid, den omsorgsfulde pleje, efterhånden har stået i fare for at blive tilsvarende nedprioriteret. Det medicinske blik vandt forrang, som beskrevet i Michel Foucaults lille bog ”Klinikkens Fødsel” (da.2000), og en helhedskonception af mennesket tabte. 

 

"Patienten i centrum"

​

Under slogans som ”patienten i centrum” er der efterhånden sket en nuancering. Der efterspørges i stigende grad af klinikere såvel som patienter og pårørende en behandling der tager sit udgangspunkt i, at et menneske er noget der rækker ud over, hvad et materialistisk menneskesyn tilsiger, altså mere end blot og bar biologi. Der er derfor i sundhedsvæsnet en fornyet opmærksomhed på patienters eksistentielle og åndelige spørgsmål og ressourcer, og en viden om det formålstjenestelige i at lytte til den mening disse har i patienters livshistorie og at assistere patienter i arbejdet med eksistentielle/åndelige spørgsmål med udgangspunkt i patienters eget livssyn.

 

Det afspejles i faglitteraturen internationalt, i populærlitteraturen (som fx Atul Gawandes ”At være dødelig”, da. 2015), såvel som i de kliniske retningslinjer. Den hastigt voksende litteratur er udtryk for en bredt accepteret erkendelse af, at uløste eksistentielle spørgsmål hos syge mennesker kan være årsag til betydelig smerte og være en faktor under sygdom såvel som i rehabiliteringsforløb. Det er også i en dansk kontekst efterhånden velbeskrevet, bl.a. gennem en forskningsgruppe på Syddansk Universitet under ledelse af professor i Spiritual Care, Niels Christian Hvidt, hvis professorat i sig selv må ses som en anerkendelse af betydningen af eksistentiel og åndelig omsorg i sundhedskonteksten.

 

Derfor er arbejdet for at inkludere en helhedsforståelse af menneske, sygdom og omsorg i disse år måske ikke overraskende på vej ud i grænseegne der hidtil ikke har været opsøgt. Der arbejdes således i disse år med forskellige forsøg på at integrere præster i eksistentiel og åndelig omsorg fx i sundhedsklinikker og jordmoderkonsultationer (PolitikenSund 20.2.2020 og https://www.randers.dk/media/11913/samtaletilbud-til-gravide-og-barslende-pjece-201218.pdf.) Der er som følge af denne udvikling også i regi af Folkekirkens Uddannelses og Videncenter udviklet et kursus ”Eksistentiel omsorg og kommunikation – kursus for præster og læger”, der skal undersøge om et samarbejde mellem sognepræster og alment praktiserende læger har noget for sig, og i givet fald under hvilke rammer det kan tænkes. Kursus tilrettelægges af forfatterne af denne artikel og afvikles i januar 21. Tilmeldingsfrist er d.20.11.20., se for yderligere på FUVs hjemmeside: https://www.fkuv.dk/kursusprogram/kursus/2298.

​

2. Samarbejdet mellem læge og præst

​

Samarbejdet mellem læge og præst fra hospitalerne har været en kendt funktion i Danmark i mange år. Patienter har haft stor glæde af at tale med en præst på sygehuset, når de er blevet eksistentielt ramt, og læger og sundhedspersonale har haft stor nytte af at blive superviseret af præsten om eksistentielle problemstillinger, som de har mødt i deres arbejde. Præster undervises på sjælesorgs efteruddannelse af læger om medicinske og eksistentielle emner som f.eks. angst og depression. Hvor relationen mellem læge og præst er formaliseret og har været det gennem mange år på sygehusene, findes der på nuværende tidspunkt ikke et lignende formaliseret samarbejde mellem den praktiserende læge og sognepræsten. Denne manglende formaliserede relation kan undre i betragtning af, at der også i høj grad i almen praksis optræder patienter, der er truet på eksistensen.

​

Vi er vidende om, at praktiserende læger “henviser” (i betydningen: anbefaler) til den lokale sognepræst, men omfanget er endnu ikke dokumenteret i dansk kontekst. Internationale studier viser, at kendskabet til sognepræsten og dennes arbejde er essentielt for at den praktiserende læge og andre sundhedsprofessionelle foreslår patienten at gå til sognepræsten for at få hjælp. Fra undersøgelser på sygehuset, hvor et tværfagligt samarbejde med præster indgår, ved vi, at den tværfaglige relation sikrer en helhedsorienteret tilgang i forhold til patient og pårørende i forbindelse med alvorlig sygdom.

​

Generelt er læger behandlings- og beslutningsorienterede, mens præster er værens-orienterede. De to tilgange udgør tilsammen en helhed, som fastholder et nuanceret menneskesyn og en helhedsorienteret omsorg i forhold til patienten. For at opretholde og styrke en ligeværdig, kvalificeret og helhedsorienteret læge-patient relation anbefaler vi, at relationen til sognepræsten tænkes med ind som en faglig værdifuld samtalepartner for både patient og læge.

​

At føre eksistentielle samtaler

​

At føre eksistentielle samtaler er endnu ikke basisviden på den medicinske eller andre sundhedsfaglige uddannelser. Det er samtaler, der føres i et eksistentielt sprog frem for et rent deskriptivt sprog. For lægen og andre sundhedsprofessionelle er det først en del af efteruddannelsen, hvis den enkelte læge/ sundhedsprofessionelle vælger det til.

 

For sognepræsten er eksistentiel omsorg en del af uddannelsen på pastoralseminariet, og nogle præster videreuddanner sig efterfølgende inden for feltet. Det karakteristiske ved den praktiserende læges og sognepræstens relation til patienten er ofte det lange kendskab, og vi bliver derfor vidner og kontinuerlige samtalepartnere, i forhold til andre sundhedsprofessionelle, der typisk følger patienten i kortere perioder, f.eks. psykologen, der følger patienten ved mere akutte kriser eller problemstillinger. Det betyder, at patienten i praksis har mulighed for at give modet og mandatet til den praktiserende læge og sognepræsten til at tale om eksistentielle emner. Erfaringsmæssigt ved vi, at relationen skal være i orden, hvis man skal adressere eksistentielle emner.

​

Fordi lægen og præsten møder sårbare og eksistentielt ramte mennesker mener vi, at både den praktiserende læge og sognepræsten har gavn af at udvikle relationen for at øge fagligheden. Vi mener også at tværfaglig supervision er vigtig for at nedsætte risikoen for sekundær traumatisering hos læger og præster. Følelsen af at være fagligt utilstrækkelig er årsag til udbrændthed, og en øget tværfaglig indsigt gør den enkelte fagperson mere tryg og robust.

​

Ofte har læger har en kæmpende tilgang i patienten. Præster har en mere forsonende tilgang. I forhold til patienter vil lægen typisk være handlingsorienteret og præsten vil være værens orienteret, og når patienten møder begge tilgange, vil der være en helhed. 

 

Åbenheden mellem medicinsk og teologisk faglighed er en gevinst for patienten, for den enkelte sundhedsarbejder og i det tværfaglige samarbejde læge-præst. Det handler om fagligt samvirke mellem de to arketyper til gavn for patienten. Fordi menneskelivet er skrøbeligt har vi brug for såvel den medicinske som den eksistentielle tilgang til vores tilværelse. 

​

Vi er optaget af, hvordan patienten kan få gavn af et styrket samarbejde mellem den praktiserende læge og den lokale sognepræst og hvordan samarbejdet kan styrke den medicinske og teologiske faglighed og forebygge sekundær traumatisering hos læger og præster. Vi har derfor skrevet en bog, der bringer både lægens og præstens perspektiver på eksistentielle emner: Det skrøbelige menneskeliv - perspektiver fra lægen og præsten. Bogen udkommer november 2020 på forlaget Eksistensen. 

​

​